Tale ved 55 års soldaterjubilæum den 14. september 2019 af 610.603, Ervin Birk.
Hans har kontakte mig og spurgt, om jeg vil påtage mig at holde en lille tale over emnet: ”Hvorfor holder vi soldaterjubilæum? ”
Jeg har set de mails, der er sendt rundt i forbindelse med invitationen til dette arrangement, og ud over at ”vi kommer”, er der flere, der har suppleret med bemærkningen: ” jeg glæder mig til at være sammen med kammeraterne”.
Temaet, for det jeg vil sige lidt om, tager sit udgangspunkt i 2 spørgsmål.
- Hvorfor mødes vi hvert 5. år?
- Hvorfor glæder vi os til at være sammen med kammeraterne?
Svaret er ”fællesskabet” – et fællesskab på godt og ondt.
Det er ikke et fællesskab, hvor vi bare mødes og udveksler nogle intetsigende bemærkninger og drikker nogle bajere – nej, det er et fællesskab, som bunder i noget meget dybere.
Jeg var i år til mit 55 års studenterjubilæum. Vi var 20 piger og drenge (eller i dag kvinder og mænd) ud af 40, som mødtes til en middag. Der var ikke nogen der gav udtryk for, at de glædede sig til at være sammen med gamle elever, og snakken drejede sig i det væsentlige om, ”er du gået på pension”, og ”kan du huske den og den lærer, som var idiot”. Studenterjubilæet var også et fællesskab – et overfladisk fællesskab, som ikke var særlig intenst. Det var snarere lidt kedeligt.
Det var ikke et samvær eller et fællesskab, som kan måle sig med det gode og sjove fællesskab, som er opstået i kraft af, at vi sammen har været soldater.
Vi havde et samvær ikke blot fra 8 til 14, som i skolen, men i 24 timer i 467 dage, og et sådant samvær må i sagens natur blive meget mere intenst.
Vi mødtes i Sandholmlejren den 2. september 1964, hvor vi smed hele den civile mundering ind til underbukserne, hvorefter vi fik udleveret militær mundering, som ikke altid passede helt. Og brokkede man sig, var svaret altid ”spis noget mere” eller ”tab dig”. Det var vist for flere af os noget af et kulturchok – at stå der alle fuldstændig ens – klædt i samme slags tøj.
Vi blev indkvarteret på stuer og skulle sove sammen med andre, som enten talte i søvne, snorkede, havde sure tæer eller pruttede i vågen tilstand eller i søvne. Og det værste var, at luftarterne steg til vejrs, så det var noget af en prøvelse at ligge i den øverste køje. Endnu et kulturchok.
Vi blev sendt igennem ”Tyrens Røvhul” med fuld mundering, kravlede rundt i Ellebækken med lort til halsen. Vi passerede kloakrøret under Sjælsmarkvej ved kørelærerens hus. Kloakrøret var ensrettet, og der var kun én vej fremad med tryk bagfra fra resten af delingen, medens Røde Ivan og Højer Kruse morede sig over, at vi lignede druknede mus indsmurt i det, en kloak normalt gemmer på.
Vi kæmpede sammen igennem øvelser og Rex turen med store vabler under fødderne.
Og havde stueformanden ikke tal på nullermændene, var der kollektiv afstraffelse af hele stuen. For mit eget vedkommende fik jeg et helt andet syn på ”ret og retfærdighed”.
I vagtkompagniet opstod der et helt særligt fællesskab, hvor vi i høj grad var afhængige af hinanden, og at vi kunne arbejde sammen på vagterne, så det ikke så helt skævt ud, når vi gik rundt på slotspladsen.
Det var hårde tider – og nogle gange lidt umenneskeligt – men vi klarede det – også til vores egen tilfredshed.
Nå, så galt var det nu heller ikke altid. Der var også mange gode timer på kasernen og på de byture, som vi havde i København – i uniform. Fritiden kunne vi jo ikke hele tiden tilbringe i KFUMs soldaterhjem. Nej, fritiden foregik ofte i Exalon, Jomfruburet, Den røde Pimpernel eller Dansetten i Tivoli.
Sådanne hændelser er det, som medfører et godt og intenst fællesskab, og fællesskabet opstår jo netop, fordi det ikke drejer sig om den enkelte alene, men om os alle sammen. Vi kunne bande sammen over det ubehagelige og more os sammen over det sjove.
Et sådant fællesskab er livsvarigt. Det vi har oplevet sammen, kan vi ikke børste af os.
Det er derfor, at vi mødes for at mindes og tale om de uhyrligheder eller sjove stunder, vi sammen har været igennem. Og så er det jo noget lettere og mere interessant at tale om ting, vi har oplevet i fællesskab frem for bare at høre om den enkeltes oplevelser. Når snakken kommer i gang, dukker der flere og flere enkeltheder frem, og samtalen om vores fælles oplevelser vil ingen ende tage.
Og så kan vi jo konstatere, at alder ingen begrænsning har. Personligt synes jeg, at stemningen er, som da vi blev hjemsendt. Vi ligner hinanden – taler på samme måde, har de samme særheder og karakteristika. Den eneste forskel er, at nogle af os er blevet lidt tyndere i den øverste del af bjørneskindshuen.
Vi har mødtes hvert 5. år i efterhånden mange år, og det har altid været rigtig hyggeligt, hvor man ser frem til den næste sammenkomst. Men vi må også erkende, at vi ikke har tiden med os hele tiden, og at alderen kommer snigende.
Med et interval på 5 år vil vi næste gang være omkring de 80 år, og vi må se i øjnene, at de gange, vi kan have et fællesskab, er talte. Nogle af jer har foreslået, at vi i fremtiden mødes oftere – måske hvert 3. år Det var måske noget, vi skulle drøfte og træffe en beslutning om, inden festen slutter i dag. Den eneste hindring skulle da være, at festkomiteen kommer på arbejde lidt oftere. Men mon ikke de kan overtales.
Tak.