Støttekoncert i Stærrekassen

En af vores kammerater (673) har modtaget en opfordring til at give denne besked fra musikkorpsets venner videre:

Vi har fra vores æresmedlem, oberst Lasse Harkjær, modtaget følgende opfordring:

_________________

For nogle måneder siden blev jeg af en god kollega ved Livgarden spurgt om jeg ville være med til at lave en støttekoncert for ”Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade – LMS”. Da jeg satte mig ind i foreningens arbejde, sagde jeg straks ja.

Derfor gennemfører vi nu en støttekoncert i Stærekassen med sangerne Anna David og Bobo Moreno som solister, og ikke overraskende Den Kongelige Livgardes Musikkorps. Det bliver en aften i film- og populærmusikkens tegn.

Koncerten finder sted 4. september kl. 19.30.

LMS’ protektor, Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte overværer koncerten, og der er også inviteret ministre og ordførere fra folketinget, fordi det er sjældent – måske første gang – at der laves en støttekoncert for psykisk syge.

Gennem gode donationer er alle omkostninger dækket, så billetprisen går direkte til LMS’ arbejde. Man kan derfor betragte sin billetpris som en donation til LMS’ arbejde, og så får man ovenikøbet en oplevelse ud af det. Der er billetter til 150,-, 200,- og 250,- kr.

Spred gerne det gode budskab ud til venner og bekendte, at billetter købes på: www.lmsos.dk/koncert

Vi skal jo gerne have fyldt salen, som Bering Flowers pynter op uden beregning, og hvor vores gode garderven, Damgaards Vinhandel, har doneret et glas champagne til alle i pausen.